Aktiviteter fra Grenaa Gymnasium

Musikelever fra Grenaa Gymnasium i Teltet

I teltet på torvet vil der være mulighed for at høre – og prøve – et helt specielt instrument, nemlig ANGKLUNG. Instrumenterne stammer fra Indonesien og er lavet 100 % af bambus. De har eksisteret siden det 7. århundrede og regnes af UNESCO for verdenskulturarv. Den måde, man spiller – og spiller sammen - på, er helt anderledes end hvad vi kender på vores breddegrader. 1g-elever fra Grenaa Gymnasium vil først spille et stykke musik, og derefter er der mulighed for, at publikum kan være med til at spille.

Danskelever fra Grenaa Gymnasium på Museum Østjylland

Livsglad litteratur! Livsglæde er et vigtigt tema i litteraturen, og på kulturaftenen dykker vi sammen ned i verdenslitteraturens sprudlende, boblende tekster om forelskelse, nydelse, sansning og fejring! Sammen med elever og lærere fra Grenaa Gymnasium får du mulighed for at læse, høre, skrive og synge livsglad litteratur. Kom glad!

 

Billedkunstelever fra Grenaa Gymnasium i Teltet

Tegn Livsglæde

Vi inviterer alle, unge som gamle, til at tegne med på en kæmpe, fælles tegneudfordring: at tegne livsglæde.

Vi har papir – og håber på at lave en flere meter lang fælles tegning – og forskellige tusser.

Alle kan tegne med, også selvom man måske holdt op med at tegne i 10-års alderen.

Så find os i teltet og tegn dit bud på, hvordan livsglæde ser ud.

 

Grenaa Gymnasiums kor i Arresten

Livsglæde er at synge
Hver torsdag eftermiddag mødes 50-60 elever fra Grenaa Gymnasium for at synge sammen. I GG’s kor er der plads til alle de elever, der har lyst til at være med. Glæden ved at synge og at synge sammen fylder lokalet. Til Kulturaftenen synger vi nogle sange, der på hver sin måde viser livsglæde. Måske bliver der også tid til en fællessang, hvor du kan opleve glæden ved at synge sammen.